Blog-Anti-Blog

Jeg mener at have hørt en fremtrædende konservativ udtale at ”ytringsfrihed er en kristen grundværdi”. Jeg tror, det har været Bendt Bendtsen, men utallige google-søgninger har ikke ledt mig frem til det korrekte citat (hvilket efterhånden får mig til at tro at udtalelsen muligvis faldt i et særligt slemt mareridt af den slags der til forveksling ligner virkeligheden). Jeg ville være taknemmelig hvis nogen kunne bekræfte at noget sådant er blevet sagt. Meget kan man beskylde konservative for, men ligefrem at stille dem til ansvar for noget man måske blot har drømt er lige i overkanten.

Bortset fra at jeg er voldsomt uenig med de fleste konservative har jeg en ikke helt uanseelig respekt og sympati for dem, forudsat at de ejer blot et mindstemål af den intelligens, dannelse og historiske bevidsthed som burde være en grundsten for enhver konservativ. Det har Per Stig Møller til dels, mens alle dele tilsyneladende er fuldstændigt fraværende hos d’herrer Bendt Bendtsen og Brian Mikkelsen. Ved gud, skænk os dog sande, dydige og dannede konservative at forholde os til – det kunne jo faktisk gøre politiske ytringer meningsfulde. Man føler sig trods alt lidt som en idiot hvis man skal debatterer med folk som Bendtsen og Mikkelsen, men trods alt som en endnu større idiot, hvis man afholdt sig fra at debattere deres synspunkter når man nu er underlagt deres politiske vilje.

Det ovenfor nævnte citat er under alle omstændigheder i god tråd med den historiefortælling højrefløjen er i gang med: Treenigheden af det danske, det demokratiske og det kristne har tusind år gamle rødder men trues af det udanske, udemokratiske og ukristne, m.a.o. Islam som man så kan bekæmpe med kulturkanoner i den nationale kulturkamp og med rigtige kanoner når vores tusindårige, hævdvundne værdier skal udbredes til de vilde rundt omkring i verden. Når konservative så føler det belejligt at fremhæve sammenhængen mellem kristendom og ytringsfrihed (som jeg med selv den bedste vilje har endog meget svært ved at finde empirisk-historisk belæg for (men nu var inkvisitorerne, korsfarerne og calvinisterne jo naturligvis ikke rigtige kristne)), så kunne man håbe at det var en forivret fortalelse i forsøget på at fremme deres politiske agenda og etablere forestillingen om civilisationernes sammenstød og demokratiets nødvendige sejrstog på jorden. Alternativet - at de rent faktisk tror på det - er alt, alt for skræmmende.