Blog-Anti-Blog

Nå, så må jeg vist til af få skrevet noget her igen. Og traditionen tro kan jeg jo starte med at skrive om ikke at skrive. Nu nærmer jeg mig jo på betænkelig vis den bekendelsesgenre som det oprindeligt var min mening så vidt muligt at holde uden for min blog, men jeg tillader mig i det mindste en smule selvanalyse som måske kan vække genkendelse hos min(e) læser(e) (Henrik?) og pege på noget alment.

Når jeg ikke rigtigt får skrevet skyldes det, udover en ikke ubetydelig mangel på selvdisciplin, et fundamentalt problem af metodisk såvel som epistemologisk og eksistentielt karakter som jeg støder på igen og igen på en række af livets områder, ikke mindst det skabende; Ord slår ikke til. Eller jeg kan i hvert fald ikke få dem til at slå til. Det er de humanistiske fags problem, det er kunstens problem, og det er mit problem. Og det er så ubegribeligt kedsommeligt, fordi det har været et uløseligt problem i århundreder. Uagtet at vor kognition og opfattelse af verden synes uløseligt forbundet til sproget indeholder kognitionen også et præ-sprogligt niveau som har et ganske betydeligt omfang. Og her slår ord ikke til. Her er ingen sproglig repræsentation mulig – ordene stemmer simpelthen ikke overens med fænomenerne, uanset om det er et musikstykke, et græsstrås farve, form og duft eller en kropslig eller emotionel følelse.

Det sprogliges felt møder os med en ubegribelig kontingens. Så snart vi bevæger os ud over de simpleste og mest afgrænsede konstateringer står vi over for et nær ubegrænset mængde af mulige udsagn, der aldrig hver især helt passer eller er helt forkerte. Det endnu uskrevne, men blot tænkte eller erfarede er åbent og kontingent, mens det skrevne er afsluttet, lukket, definitivt og dog alligevel aldrig i overensstemmelse med det som det søger at repræsentere. Det kunne være sagt på titusinder lige så præcise og sande måder, og det er i grunden denne udelukkelse af potentielle sandheder der gør mig - i mangel af bedre ord - ængstelig når jeg skriver.

Blandt andet af denne grund har jeg fragmenter af musikkompositioner (er det et composite, når det er et fragment?), essays, blogindlæg, læserbreve, digtsamlinger og en roman (omhandlende ikke mindst problematikken om livets kontingens og åbenhed og det tragiske henfald til det afsluttede og determinerede som tiden afstedkommer) nærmende sig det halve tusinde i antal liggende i papirform og på computeren.

Det kan naturligvis bero på manglende evner hos mig hvad angår musikkomposition og akademisk såvel som skønlitterær skrivning – det er langtfra usandsynligt – men uanset hvad fylder det skrevnes lukkede usandhed mig med en så voldsom ængstelighed at det er mig noget nær umuligt at skrive noget hvis ikke der foreligger en deadline, der momentvis kan suspendere erfaringen af dette problem, under indtryk af tidsnødens tvang. Resultatet er oftest en nats manisk skriveri, hvor jeg skriver en halv opgave i en halvt hypnotisk tilstand hvor jeg kærer mig lidet om hvad der faktisk kommer til at stå. Af denne grund kan jeg ikke udholde tanken om sidenhen at læse hvad jeg rent faktisk har skrevet.

Dette efterlader mig som ironiker i værste forstand. Det vil sige: Som dén der, stillet over for tilværelsens umådelige åbenhed, resignerer. Som ironiker kan jeg allerhøjest ”lege” at jeg er akademiker, komponist, forfatter etc., aldrig oprigtigt søge at være det. Ironikeren distancerer sig fra samfundet, fra sig selv og egne ambitioner.