Blog-Anti-Blog

Lad mig så skrive mit første egentlige indlæg, som kommer til at handle om den noget outrerede, avantgardistiske engelske filminstruktør Peter Greenaway, hvis film jeg i går aftes efter mange månedes tilløb langt om længe tog mig sammen til at stifte et nærmere bekendskab med. Nærmere betegnet gælder det filmene "Vertical Features Remake" og "The Tulse Luper Suitcases, Part 1: The Moab Story". Og dét var en oplevelse. Jeg er endnu ikke sikker på at jeg synes filmene er vanvittigt gode, men ikke desto mindre er i hvert fald "The Tulse Luper Suitcases" en film enhver burde se hvis de har muligheden (til trods for at enkelte af Greenaways film er så forholdsvis mainstream at de kan findes i eksempelvis Fona og Stereo Studio ("The Cook, the Thief, his Wife and her Lover", "The Draughtman's Contract" samt "The Pillow Book"), er hovedparten af hans film ikke mulige at opdrive igennem "officielle kanaler").

"Vertical Features Remake" fra 1978 er en 45 minutter lang film om vertikale elementer i landskabet. Eller rettere sagt en dokumentar/mockumentary om forsøget på at rekonstruere en tabt film af Greenaways alter ego Tulse Luper, udelukkende bestående af optagelser af pæle, træer osv. Ud fra sindrige optegnelser om filmens struktur (baseret på et grundlæggende konstruktionsprincip om 11x11) gøres fire forsøg på en remake. Det er yderst underfundigt og for så vidt også ganske interessant. Tænk lang Monty Python-sketch med underspillet ironi.

Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal synes om første del i det mulitmediale mega-projekt "The Tulse Luper Suitcases" der efter sigende vil komme til at bestå af film, hjemmesider, computerspil m.m.. Plottet er måske ikke det mest interessante, men de visuelle virkemidler er fuldstændig unikke. Kort fortalt handler filmen om Tulse Luper, primært under første og i indledningen til anden verdenskrig. Som barn proklamerer han over for vennen Martino Knockavelli at hans mål i livet er at kysse kvinder, finde tabte mennesker og byer samt være fange. Det opnår han til fulde først i Moab-ørkenen blandt Utahs mormoner og siden blandt nazister i Antwerpn. Vel, det var en kort præsentation af handlingen, nu til det mere interessante: De visuelle virkemidler. I store dele af filmen kører 3-4-5 filmspor samtidig, enten overlappet eller som billede i billedet. Ofte den samme scene fra flere vinkler eller den ene på scene den anden udendørs, sommetider med billeder af fortællere og somme tider med billeder af manuskriptet. Ofte loopes billede og lyd, således at vi hører dialogen og dets ekko, og dets ekkos ekko samtidig. Ind imellem introduceres vi så for indholdet af Tulse Lupers 92 kufferter, der eksempelvis kan indeholde frøer, penge eller kul. Yderligere præsenteres vi for nogle af 92 andre objekter der kan repræsentere verden. Det gennemgående tal 92 repræsenterer i øvrigt Uran, der har dette atomnummer.

Det lyder meget mærkeligt, og det er det egentlig også - en slags Dogville-æstetik gange 100. Jeg er endnu ikke sikker på at der er kommet en god film ud af det, men den visuelle stil kan ikke andet end imponere. Det er virkelig gennemført, enestående i sin brug af filmiske "hyperlinks" og konstant ironisk over for sin egen vanvittige avantgardisme. Dette koblet med den selvreferentielle fortællemåde, hvor filmen handler om instruktørens alter ego, Tulse Luper, hvilket blandt andet fører til korte introduktioner til nogle af Greenaways tidligere film der tilskrives Tulse Luper ...

Fik jeg i øvrigt nævnt at filmen nærmest svælger i full frontal nudity-scener for folk der er til dén slags?

Vel, jeg fik det vist til at lyde ganske mærkeligt. Men næppe så underligt som det egentlig er. Man bør vist opleve det selv, hvis man da kan få fat i filmen.

Se i øvrigt http://www.tulselupernetwork.com/basis.html