Blog-Anti-Blog

Jeg har langt om længe fået set Hitchcocks ”Marnie”. Ret beset er det ikke en af hans bedste film – den kunne godt være barberet ned med minimum 20 minutter og skuespilpræstationerne (undtagen Sean Connerys) er ikke altid lige overbevisende, i lighed med filmens special effects og generelle visuelle udtryk - men det er Hitchcocks mest freudianske og psykoanalytiske film (SPOILERS AHEAD):

Filmen handler om den unge kvinde Marnie, en traumatiseret og gennemført frigid, anal og fobisk personlighed der gang på gang bestjæler de firmaer hun arbejder for. Sean Connerys karakter – en rigmandssøn med interesse for zoologisk behaviorisme - afslører hende, forelsker sig i hende/ fascineres af hende, og afpresser hende til at gifte sig med ham. Han gør hende til sit eget psykoterapeutiske/behavoristiske projekt (”You Freud, me Jane”)(hvilket bl.a. omfatter en solid gang chokterapi i form af en voldtægt på deres bryllupsrejse), og det resulterer naturligvis i den nødvendige konfrontation med hendes mor og fortrængte fortid. Psykologisk set er historien helt efter bogen - Marnies psykologi nærmer sig det klichéprægede (gør det menneskelige sind i virkeligheden ikke næsten altid det? Heraf muligheden af en psykologi i første omgang). Konfrontationen bringer det fortrængte frem, og filmen får tilsyneladende en happy end. Men, og det er sådan set min pointe med indlægget, det fortrængte vises i et flashback da Marnie endelig genkalder sig sit barndomstraume; moderen var prostitueret og under et skænderi med en kunde (der forsøger at trøste Marnie under et tordenvejr) der udvikler sig til slagsmål slår den 5-årige Marnie manden ihjel. Min tese er at der i flashbacket gemmer sig endnu en fortrængning – det antydes at kunden er lige lovligt nærgående over for Marnie, men at skænderiet dybest set er en misforståelse. Snarere er Marnie blevet voldtaget, måske endda ved flere lejligheden, men kun drabet slipper her ud af hende og moderens fortrængning. Samfundsmoralen og censuren tillader ikke at Hitchcock går skridtet videre og fortæller om voldtægten af det unge Marnie. Kulturens fortrængning bliver filmens fortrængning og vi bliver en bundet en happy ending på ærmet, hvor Marnie efter konfrontationen med det fortrængte kan gå fuldt ud ind i ægteskabet. Både han og Marnie mener problemet løst og enhver videre snagen/psykoterapi unødvendig. Men ophævelsen af den ene fortrænging må nødvendigvis forstærke den anden og dybere fortrænging.

Der er mange solide pointer i filmen, hvis man er til freudiansk psykoanalytik (hvilket jeg egentlig ikke er). Herunder også fortængningsteoriens natur: at det nødvendigvis må gøre ondt for at det bliver godt. Enhver vellykket psykoterapi må omfatte et overgreb – man ihukommer det herlige ordspil mellem ”therapist” og ”the rapist” i ”Lolita”.