Blog-Anti-Blog

Det er et godt stykke tid siden jeg har skrevet noget her sidst. Det skyldes givetvis blandt andet at jeg i modsætning til sidste forår og sommer har hele min CD-samling og mit stereo-anlæg hos mig, og således ikke er nær så tilbøjelig til at anvende YouTube i musiksammenhæng. I dag fandt jeg dog et par klip som fortjener videre udbredelse – hvorvidt det er muligt via denne næsten ulæste blog er dog tvivlsomt.

Dagens godter er af ældre dato. Faktisk nogle af de ældste eksisterende eksemplarer af noteret musik, rekonstrueret og opført ud fra fragmenter af papyrus og en begravelsesstele, som i øvrigt, af årsager der er mig ubekendte, befinder sig på Nationalmuseet i København. Det ene musikstykke er et Stasimon fra Euripides udgave af Orestien (ca. 408 f.v.t.), det andet kaldes ”Seikilos sang”.

Som et kuriøst eksempel på synkronicitet vil jeg tilføje at videre research viste at denne musik, samt enkelte andre eksempler på antik græsk musik blev opført på Nationalmuseet i går.

Dagens godte er Scherzoen fra Borodins (1833-87) første strygekvartet, særligt udvalgt på grund af det vidunderlige flageolet-tema i Trioen ("B-stykket", om man vil).

Borodin associeres først og fremmest med operaen Fyrst Igor, og til dels symfonierne og den anden strygekvartet, der efter min mening lidt uforståeligt, lader til at være en større publikumssucces end den første.

Jeg har i dag genforelsket mig i Johann Pachelbels (1653-1706) orgelværker, efter næsten 10 år hvor jeg stort set ikke har hørt eller spillet dem (på klaver, forstås). Når han er bedst er han virkelig overdådig, særligt når han befinder sig i mol – svælgende i barok patos. Hermed et lille katalog over højdepunkterne i hans orgelværker:

Bedst er måske hans Chaconne i F-mol (som der vist i øvrigt er mere end blot genlyd af i Philip Glass’ musik til Koyaanisqatsi). Her desværre med meget lav lydstyrke, men til gengæld upåklageligt fremført:

Han mestrer også det imposante, som i D-mol-præludiet:

http://www.youtube.com/watch?v=tjd7bn2qNj4

Toccata i C-mol:

Et strålende eksempel på genren koral-forspil: “Vom Himmel hoch, da komm ich her” (Den anden udgave, startende ca. 1:50 er langt det bedste, både kompositorisk og med hensyn til fremførelse):

Og så er der alle dem jeg ikke har kunnet finde i acceptable udgaver på YouTube: D-dur Chaconnen, D-mol-fugaen, Ricercaren i C-mol og variationsværket Hexachordium Apollinis).

På skammeligste vis efterlod jeg min lille odysse igennem A Silver Mt. Zions oeuvre ufærdig. Ganske urimeligt da deres seneste (og sidste, desværre, efter alt at dømme) albums er fuld på højde med de første. Måske overgår de dem endda, hvilket er ikke så lidt af en præstation – det er i hvert fald dem jeg igen og igen vender tilbage til.

Dagens godte er en tidsløs ballade med lidt over 200 år på bagen: Bellmans Fredmans epistel nr. 72 "Lemnad vid Cajsa Lisas Säng, sent om en afton" (eller: "Glimrande Nymf). Det kunsteriske slægtskab med de største singer/songwriters i det tyvende århundredes anden halvdel er åbenlys. Dette er naturligvis også et forhold der virker tilbage på nutidig fremførelsespraksis.

Teksten kan læses på den prisværdige side Kalliope.org

http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=bellman2001061372

Dagens godte er britisk (neo-)romantik i form af en sats ("Blue") fra Arthur Bliss' (1891-1975) "A Colour Symphony". Symfonien er måske en anelse svag på det konceptuelle plan, men musikken er fejende flot. Også balletten "Adam Zero" holder et flot niveau, men ellers må Bliss siges at stå i skyggen af det tyvende århundredes store britiske komponister som Benjamin Britten, Ralph Vaugan Williams, den sørgeligt oversete Arnold Bax, William Walton, Peter Maxwell Davies, Malcolm Arnold m.fl.

Dagens godte er et af hovedværkerne i Olivier Messians (1908-1992) klaverproduktion: "Regard du Père" - det første stykke fra "Vingt regards sur l'enfant-Jésus". Pianisten er Roger Muraro, en af de store Messiaen-fortolkere, der dog efter min (i nodens tempoindikation velbegrundede) mening spiller denne sats en del for hurtigt.

Blandt Messiaens øvrige værker er følgende især værd at fremhæve (jeg må dog indrømme at der er markante mangler i mit Messiaen-kendskab):

Turangalila-symphonie, Quatour pour la fin du temps, L'Ascension

Nu bevæger vi os lidt tilbage i tid, og endnu engang sætter udvalget af musik på YouTube desværre begrænsninger for hvad jeg gerne ville præsentere. Dagens godte er finalesatsen fra Franz Berwalds tredje symfoni (Sinfonie Singuliére, fra 1845) - ret beset den svageste sats i det der ellers er et overset mesterværk. Symfonien er et strålende klassisk-romantisk værk, velkomponeret, originalt, energisk og med et muntert tilsnit.

Dagens godte er vist så småt ved at udvikle sig til ugens godte. Stilstanden i blogosfæren er desværre ikke unik for denne lille blog. Det går også yderst stille for sig hos Christian Stokbro Karlsen, Carsten Fogh, Bo Gorzelak og Henrik Nielsen.

Men her i hvert fald et fint lille stykke letfordøjeligt impressionistisk musik. Værket hedder "Cheremissian Fantasy" og komponisten er finske Uuno Klami (1900-1961). Hans bedste værker er utvivlsomt "Sea Pictures" og Kalevala-Suite, men de er desværre ikke til at finde på YouTube. Klami kan næppe siges at være en stor eller betydelig komponist i det tyvende århundrede, men hans lette, velklingende musik er værd at lytte til i ny og næ.

Efter nogle dages inaktivitet er jeg tilbage med endnu en "dagens godte". Vi bliver i den absolut populære afdeling af det tyvende århundredes musik med et et orkesterværk der er udsprunget af et decideret opera-hit. Dagens godte er John Adams' "The Chairman Dances - Foxtrot for Orchestra" der inkluderer elementer fra operaen "Nixon in China" (1987).

Af Adams' øvrige værker finder jeg især orkesterværket "Harmonielehre" yderst anbefalelsesværdigt.

Dagens godte er blandt andet valgt for at demonstrere dette specielle je ne sais quoi, som kan forvandle en tilsyneladende banal harmonisk funktion (i dette tilfælde begyndelsesakkordernes tonika-dominantparallel-bevægelse i strygerne), der i nodeform ikke ser ud af noget, men så snart det klinger griber lytteren i en umiddelbar tilstand af altovergivende åndeløshed.
Værket hører til i den absolut mest populære afdeling i komponistens værkkatalog, men en glimrende introduktion er det ikke desto mindre.

Dagens godte er Charles Ives’ “The Unanswered Question” fra 1906.

Trods delte meninger vil jeg fastholde at Einojuhani Rautavaara (født 1928) er en af verdens absolut største komponister i de sidste 40 år. Jeg har bestemt en vis forståelse for kritikere der hæfter sig ved elementer af overfladiskhed, kitsch, new-age-tendenser, men ikke desto mindre har Rautavaara vist sig som en særdeles alsidig og produktiv komponist, med værker inden for snart sagt alle genre og stilarter. Niveauet i hans værker er som hovedregel umådeligt højt. Han er en komponist med en enorm melodisk rigdom, evne for stemningsmættede lydmalerier og stor sans for orkesterinstrumenternes ideomatik (hvilket ikke mindst kommer til udtryk i hans store antal koncerter af højt niveau).

Der er kun et yderst begrænset antal videoer med hans musik på YouTube, og jeg kan således ikke præsentere det allerbedste han har skrevet, men når det gælder Rautavaara kan også mindre kvalificere til ”dagens godte”.

Dagens godte er anden sats af Rautavaaras Klarinetkoncert.

Yderst anbefalelsesværdige værker:

Symfonier: Nr. 3, 7, 8, 6, 1

Koncerter: Klaverkoncert nr. 1 og 3, Harpekoncert, Violinkoncert, Cellokoncert

Korværker: Canción de Nuestro Tiempo

Anbefalelsesværdige værker:

Orkesterværker: Isle of Bliss, Cantus Arcticus, The Fiddlers, A Requiem in our Time, Angels and Visitations, Orgelkoncert

Korvæker: In the Shade of the Willow (Halavan himmeän alla), True & False Unicorn, Die erste Elegie, Vigilia

Kammermusik: Strygekvintet, Strygekvartet nr. 1

Hans operaer har jeg kun et sporadisk kendskab til, men det er mit indtryk at Rasputin, Thomas, Auringon Talo (The House of the Sun), Vincent og Aleksis Kivi alle er yderst anbefalelsesværdige.

De foregående dages godter kan anskues som angivende rammerne for den musik jeg vil præsentere fra det romantisk-klassicistisk orienterede til det hardcore serielle og strukturerede.

Det tyvende århundrede har efter min mening budt på to primære udvidelser af musikkens æstetiske muligheder: Dissonansens emancipation og støjens habilitering. Førstnævnte eksemplificeret ved Schönberg (og dennes elever), sidstnævnte med Edgar Varèse (1883-1965) som en tidlig hovedskikkelse.

Dagens godte er et sent hovedværk af Varèse: ”Poème èlectronique” fra 1958.

Øvrige anbefalelsesværdige værker: “Amériques”, “Ionisation”, “Density 21.5”, “Arcana”, “Intégrales”

Dagens godte er ovre i en lidt anden boldgade: Iannis Xenakis' "Mists" for klaver (1981). Xenakis (1922-2001) har kun skrevet få værker for klaver - alle ekstremt teknisk krævende, men bestemt anbefalelsesværdige hvis man bryder sig om stilen.

Anbefalelsesværdige værker for klaver: "Evryali", "Herma"

Særligt anbefalelsesværdigt værk for orkester: "Metastasis"

Jeg kan, specielt i øjeblikket da jeg af praktiske grunde ikke har min CD-samling i nærheden, bruge timevis på at lytte til musik på YouTube. Lydkvaliteten er naturligvis ikke i top, og mange kllip har givetvis tvivlsomme copyrightstatuser samt ofte mærkværdige billedsider og irritationsfremkaldende klipninger, men udvalget er pænt.

Jeg tænkte at jeg lige så godt kunne forsøge at genoplive denne halvdøde blog med et dagligt link til musikalske mesterværker, primært inden for det 20. århundredes repertoire, og fortrinsvis rettet mod forholdsvise nybegyndere inden for dette felt - altså primært værker der ligger lige i udkanten af repertoirekendskabet for den alment musikinteresserede.

Vi starter i den lette og lyttevenlige afdeling.